Erhvervsforsikringer har sjældent første prioritet hos iværksættere og selvstændige, men..
I forbindelse med opstart af egen virksomhed eller drift af eksisterende start-up, er erhvervsforsikringer oftest ikke det punkt, som står øverst på agendaen. Men det burde have en væsentlig højere prioriteret, end det har i dag.
At lade sig forsikre handler nemlig om tryghed og om at betale sig fra, at en anden part (et forsikringsselskab) overtager risikoen for, at en bestemt skadebegivenhed vil medføre et tab for ens virksomhed – og risici er der nok af, når man er i opstarts- eller vækstfasen. Selvom de økonomiske midler kan være begrænsede, så burde ønsket om at afværge visse dele af risikoen være større.
Foruden ovenstående, så er erhvervsforsikringer ikke altid den type dokumenter, som er nemmest at læse for den almene virksomhedsejer. Det kræver derfor både tid og lyst at sætte sig ind i disse områder, hvilket de færreste iværksættere og selvstændige har. Så bare rolig, du er ikke alene om denne holdning.
Nedenfor har vi opsummeret ganske kort en række af de erhvervsforsikringer, som kan være relevante for dig og din virksomhed. De konkrete behov kommer dog helt an, hvilken type virksomhed, du driver eller ønsker at drive.
Lovpligtig arbejdsskadeforsikring
Alle kapitalselskaber, heriblandt iværksætterselskaber (IVS’er), anpartsselskaber (ApS’er), aktieselskaber (A/S’er) og andelsselskaber, er forpligtede til at tegne en arbejdsskadeforsikring for selskabets medarbejdere imod arbejdsulykker eller arbejdsbetingede sygdomme.
Manglende tegning af en arbejdsskadeforsikring kan medføre, at arbejdsgiver får en bøde på 5.000 kr. ved førstegangstilfælde. Såfremt at manglende arbejdsskadeforsikring fortsat ikke tegnes, kan det medføre en bøde på 10.000 kr.
Foruden risikoen for bøde til arbejdsgiver, er arbejdsgiveren også forpligtet til at betale erstatning til den skaderamte ansatte.
Selvstændige uden ansatte (f.eks. enkeltmandsvirksomheder uden ansatte eller interessentskaber (I/S) uden ansatte) er ikke direkte forpligtede til at tegne en arbejdsskadeforsikring.
Alt i alt er arbejdsskadeforsikringen en vigtig og uundværlig forsikringstype, som du som iværksætter eller selvstændig bør få tegnet, hvis du driver et IVS, ApS, A/S eller andelsselskab.
Erhvervs- og produktansvarsforsikring
Grundlæggende indeholder denne type erhvervsforsikring to elementer; en forsikring imod virksomhedens erhvervsansvar og et produktansvar.
Erhvervsansvar omfatter det erstatningsansvar, som du eller dine ansatte kan risikere at påføre virksomheden ved driften af virksomhedens erhverv. Et konkret – og mindre – eksempel herpå er, hvis du er VVS’er og besøger Fru Jensen i sit hus. På vejen ind af døren til Fru Jensen rammer din værktøjskasse en vase, som går i stykker. I dette scenarie vil Fru Jensen kunne rette et erstatningskrav imod din virksomhed, som vil være relevant for erhvervsansvarsforsikringen.
Produktansvar omfatter det erstatningsansvar, som din virksomheds produkt (eller ydelse til erhverv) medføre af skade på andre end produktet/ydelsen selv. Et konkret – og igen mindre – eksempel herpå er, hvis du producerer reoler til private. Viser det sig at de reoler, som du har produceret, lider af en defekt, der gør, at hylderne braser sammen og ødelægger en lampe, er der tale om produktansvar.
Det skal bemærkes, at ovenstående eksempler er meget beskedne i art og størrelse, og at der kan være tale om store skadescenarier, som kan have afgørende konsekvenser for dig og din virksomheds fortsatte drift.
Derfor er det også en type erhvervsforsikring, som er værd at overveje for de fleste iværksættere og selvstændige.
Kriminalitetsforsikring
Vi lever i en tid, hvor både intern og ekstern erhvervsrelateret kriminalitet er særdeles aktuelt. Virksomhedskriminalitet drejer sig om, at din virksomhed lider et økonomisk tab som følge af f.eks. underslæb, uautoriseret/falsk anvendelse af identitet og bankkontooplysninger (såkaldt “Social Engineering Fraud”).
Et eksempel herpå kan være, at du har ansvaret for finanserne i virksomheden. Du modtager en e-mail fra en mail-adresse, der ligner din partners på en prik – der er blot ændret et bogstav. E-mailen indeholder instruks til, at du skal lave en hurtig indbetaling til en leverandør, der netop har rykket for betaling. Betaling igangsættes, og det viser sig, at betaling er sket til en helt anden konto, som ikke var meningen (selvom det var de bankinformationer, som fremgik af e-mailen). Pengene er tabt – og jeres virksomhed står tilbage med et økonomisk tab.
Eksemplet ovenfor er desværre ikke et utænkeligt scenarie, og det er derfor vigtigt at overveje, om en kriminalitetsforsikring bør tegnes.
Der er tale om en risiko, der oftest er værd at føle på (særligt for iværksættere og selvstændige med færre midler). Derfor er dette også en erhvervsforsikring, som bør overvejes.
Cyberforsikring
Teknologiens verden har medført, at risikoen for cyberangreb er stor. Større end den nogensinde har været før.
Flere både store og mindre virksomheder er i løbet af seneste år blevet hacket, og dette har medført enormt store gener – og altafgørende økonomiske tab.
Af samme årsag er det også en god idé at lade sig forsikre mod cyberangreb, så man er sikret i tilfældet af f.eks. ransomware-angreb og lignende.
Et eksempel på cyberrisiko kan være, at din virksomheds systemer bliver låst af en tredjemand/hacker, som har tilegnet sig adgang til jeres systemer. Konsekvensen heraf kan være uoverskuelige, og derfor er cyberforsikringen en god idé. Denne kan indeholde en krisestyringsdel, der giver dig mulighed for at få forsikringsdækning til såkaldt “first reponse”-ydelser, f.eks. IT-assistance, juridisk assistance m.v.
Du kan læse mere om cybersikkerhed og -risici for virksomheder på sikkerdigital.dk.
Ledelsesansvarsforsikring
Er du registreret i bestyrelsen eller direktionen af et aktivt selskab, er du eksponeret for ledelsesansvar i forbindelse med driften. Det kan eksempelvis være, at du har et anpartsselskab (ApS), som du både ejer, og selv er direktør i. Det er vigtigt at nævne, at uanset om du selv er (ene)kapitalejer eller ej, så er du fortsat underlagt ledelsesansvar.
Ledelsesansvaret efter dansk ret er et personligt ansvar, hvilket betyder, at du som direktions- eller bestyrelsesmedlem hæfter med alt, hvad du ejer, og har personligt for de ansvarspådragende handlinger eller undladelser, som du eller andre i ledelsen har forårsaget.
Derfor kan det være en god idé at tegne en ledelsesansvarsforsikring for at sikre, at du er forsikret, hvis direktionen eller bestyrelsen bliver mødt med et krav under eller efter driften af selskabet.
Professionel ansvarsforsikring
Beskæftiger du dig – for eksempel – inden for det liberale erhverv, eller er du ekspert inden for et felt, og leverer du ydelser på baggrund af denne ekspertise? I så fald er en professionel ansvarsforsikring en type erhvervsforsikring, som du bør overveje. Denne type erhvervsforsikring vedrører det erstatningsansvar, som du og din virksomhed potentielt kan ifalde som følge af uagtsomme handlinger eller undladelser ved udøvelsen af din virksomhed.
Eksempelvis kan det være relevant, hvis du er ingeniør og har leveret teknisk rådgivning til en kunde, men at du ved en fejl overser en detalje i kundens forhold, hvilket resulterer i et økonomisk tab for kunden.
I dagens Danmark findes der en lang række nye ydelser og services, hvori en sådan forsikring kan være relevant. Det er derfor værd at overveje at kontakte dit erhvervsforsikringsselskab, om du bør tegne en sådan forsikring.
Andre erhvervsforsikringer kan også være relevante for dig
Nogle vil også have gavn af at tegne en løsøre- eller bygningsforsikring, der dækker skadebegivenheder som tyveri og brand, der forårsager skade på virksomhedens egne fysiske ejendele. Omfanget og behovet herfor kan dog være begrænset i det tidlige stadie, men det kommer helt an på hvilken en type og størrelse virksomhed, der er tale om.
Raadgiver.dk anbefaler, at du kontakter dit forsikringsselskab eller din forsikringsmægler for nærmere afklaring af dine konkrete behov for erhvervsforsikring.
Har du spørgsmål til det skrevne, eller har du behov for erstatningsretlig/forsikringsretlig bistand i forbindelse med en forsikringsskade, er du mere end velkommen til at kontakte os eller booke et gratis online møde