Hvordan fungerer det?
Mediation er en frivillig konfliktløsningsmetode, hvor en eller flere upartiske tredjepersoner, altså mediatorer, hjælper parterne med selv at finde og forhandle sig frem til en, for dem, tilfredsstillende løsning.
I processen er parterne de centrale personer, og de har afgørende indflydelse på både indhold og proces, hvorfor denne metode giver plads til et bredere perspektiv på parternes konflikt.
Målet er ikke, som i en retssag ved de almindelige domstole, at nå frem til det juridisk rigtige resultat, men at få parterne til selv at finde og forhandle sig frem til en tilfredsstillende løsning.
Der kan indledes mediation for stort set alle former for uenigheder, så længe det omhandler forhold, som parterne selv kan disponere over, dvs. Processen egner sig bedst til tvister, hvor parterne stadig kan kommunikere, da dette netop er fundamentet i mediation.
Mediation er en hurtig og enkel proces. Selve mediationen gennemføres ofte på 1-2 dage, hvorfor det også er mindre omkostningsfuldt sammenlignet med f.eks. voldgift.
Processen for mediation
Mediation indledes ved at parterne udpeger en upartisk mediator.
Det er op til parterne at beslutte, hvor mediation skal finde sted, herunder om det skal foregå hos en særlig organisation, der udbyder mediation, og om en geografisk placering også skal være aftalt på forhånd.
Under mødet kommer begge parter med deres synspunkter og holdninger til sagen, og på den måde, ved kyndig vejledning af mediator, kan parterne nå frem til en løsning som munder ud i et forlig.
Parterne kan aftale, at deres forligsaftale skal tilføres retsbogen, som et retsforlig jf. retsplejelovens § 270. På den måde sikres at aftalen kan tvangsfuldbyrdes ved fogedretten, såfremt der er tale om pengekrav.
Formålet er hermed også, at parterne får indsigt i hinandens synspunkter og dermed en forståelse for den konflikt der er opstået. Mediation er derfor et godt udgangspunkt for to erhvervsdrivende, som stadig ønsker et godt samarbejde i fremtiden.
Da mediation er ulovreguleret bygger processen på hvad parterne har aftalt på forhånd, eller undervejs. Det er derfor i erhvervssamarbejder en god idé at indføre en mediationsklausul i forbindelse med enhver kontraktindgåelse, da man på den måde kan komme tvisten i forkøbet.
Mangler du råd, vejledning eller hjælp til at implementere mediation i f.eks. dine samarbejdsaftaler? Eller har du andre erhvervsjuridiske problemstillinger er du mere end velkommen til at kontakte os eller booke et gratis online møde