I takt med at Danmark gradvist åbner op, undrer du dig måske over, hvordan du som arbejdsgiver bliver påvirket, når dine ansatte får muligheden for at takke ja til en Covid-19-vaccine. Denne artikel belyser, om dine ansatte har krav på at få fri, når de skal vaccineres. Dertil belyser artiklen om du som arbejdsgiver kan pålægge dine ansatte at blive vaccineret, og hvad der er vigtigt at være opmærksom, når du behandler vaccinationsoplysninger.
Når dine ansatte skal vaccineres, har de så ret til at få fri for at gøre dette?
Det kan siges kort: Fordi vaccinerne alene er et tilbud, hvor dine medarbejdere har mulighed for at takke nej, hvis de ikke ønsker at blive vaccineret, har dine medarbejdere ikke krav på at få fri for at blive vaccineret for Covid-19, og dine medarbejdere har ligeledes ikke ret til løn under et eventuelt fravær.
Kan du som arbejdsgiver pålægge dine medarbejdere at få en vaccine?
Som Arbejdsgiver kan du kræve en corona-test fra dine medarbejdere, men som udgangspunkt ikke at de bliver vaccineret.
Den klare hovedregel er, at du som arbejdsgiver ikke kan pålægge dine ansatte at blive vaccineret mod Covid-19. Dette hænger sammen med, at vaccinen er frivillig, hvorfor det er op til dine medarbejdere at træffe denne beslutning.
I enkelte tilfælde kan du som arbejdsgiver stille nogle krav. Dette kan fx være, hvis dine ansatte skal udføre arbejde i et land, hvor vaccinen er et krav.
Uanset ovenstående, vil det altid komme an på en konkret vurdering. Er du derfor i tvivl om et specifikt tilfælde, er du altid velkommen til at kontakte os med henblik på juridisk rådgivning.
Helbredsoplysninger
Det er vigtigt, at du som arbejdsgiver er opmærksom på, at vaccinationsoplysninger er helbredsoplysninger, som er reguleret i helbredsoplysningsloven. Udgangspunktet er her, at du som arbejdsgiver alene må anmode om helbredsoplysninger fra den ansatte, hvis oplysningerne vil have væsentlig betydning for medarbejderens arbejdsdygtighed i den pågældende stilling.
Læs mere om ansættelsesret her.
Kontakt en specialist
Står du som arbejdsgiver i en situation, hvor du har behov for at bede om dokumentation fra dine ansatte eller pålægge dine ansatte at blive vaccineret? Så anbefaler vi, at du søger juridisk rådgivning til dette. I Raadgiver.dk står vi altid klar til at hjælpe.