Ledelsesansvar

Når man træder ind i iværksætterverdenen og starter sin egen virksomhed, er der mange juridiske aspekter, der skal tages i betragtning. Herunder valg af selskabsform. En af de mest almindelige selskabsformer i Danmark er anpartsselskabet (ApS), bl.a. fordi denne selskabsform beskytter ejerne i form af begrænset hæftelse.

To centrale begreber, der er vigtige at forstå, samt kunne skelne mellem som ejer af et ApS, er ledelsesansvar og begrænset hæftelse. I denne artikel vil vi udforske forskellen mellem disse to koncepter og belyse deres betydning for dem, som driver et ApS.

Beskyttelse af egen formue

Som allerede nævnt er ApS’et en populær selskabsform, herunder på grund af beskyttelsen af ejernes personlige formue. Begrænset hæftelse betyder, at ejerne normalt kun hæfter for selskabets gæld med den kapital, som de har indskudt i selskabet. Dette betyder, at hvis virksomheden oplever økonomiske vanskeligheder eller går konkurs, vil kreditorerne normalt kun kunne kræve betaling fra selskabet og ikke fra ejernes personlige formue.

Denne beskyttelse er en afgørende forskel i forhold til enkeltmandsvirksomheder eller interessentskaber, hvor ejerne hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for selskabets forpligtelser.

Personlig hæftelse

Det er dog vigtigt at bemærke, at begrænset hæftelse ikke er absolut. Der er situationer, hvor ejerne har påtaget sig en bestyrelses- eller direktørpost i selskabet, og dermed kan pådrage sig personlig hæftelse. Dette kan ske, hvis ledelsen har handlet i strid med god selskabsledelse, misbrugt selskabsstrukturen til at begå bedrageri eller på anden måde har handlet i strid med lovgivningen. I sådanne tilfælde kan ledelsen stilles personligt ansvarlige for selskabets forpligtelser.

Det er ledelsens opgave at varetage selskabets interesser bedst muligt. Ledelsen har således ansvar for at styre og lede selskabet samt at træffe beslutninger i overensstemmelse med selskabets interesser og lovgivningen. Ledelsen har nogle selskabsretlige pligter og ansvarsområder i henhold til selskabsloven, som de blandt andet skal iagttage af hensyn til selskabets ejere og interessenter.

Erstatningsansvar

Ledelsesansvaret i et ApS omfatter blandt andet at føre tilsyn med selskabets daglige drift, økonomi, indkalde til generalforsamlinger, opretholde en korrekt bogføring, overholde skatte- og afgiftslovgivningen og sikre, at selskabet overholder alle relevante juridiske og administrative krav.

Hvis en direktør eller et bestyrelsesmedlem ikke opfylder sine pligter og ansvar, kan deres handlinger eller undladelser medføre et personligt ansvar. Dette kan indebære erstatningsansvar over for selskabet, dets kreditorer eller andre interessenter, der lider økonomisk tab som følge af ledelsens handlinger/undladelser eller beslutninger.

At have en klar forståelse af forskellen mellem ledelsesansvar og begrænset hæftelse i et ApS er afgørende for at undgå potentielle juridiske og økonomiske faldgruber. Denne artikel giver en overordnet introduktion til emnet og erstatter ikke egentlig, erhvervsjuridisk rådgivning.

Vi anbefaler altid at søge juridisk rådgivning og sørge for at man får udarbejdet grundige juridiske dokumenter, som tager højde for ens konkrete situation og den lovgivning, som gælder på området. I relation til dette emne bør man – generelt set – overveje at se på selskabets vedtægter, direktørkontrakter og interne forretningsorden, for at sikre, at dette er på plads, og at der dermed er en struktureret drift af selskabet.

Ved at sikre et solidt juridisk grundlag kan man skabe de bedste betingelser for succesfuld virksomhedsdrift og beskyttelse af ens interesser.

Har du spørgsmål til ledelsesansvar og begrænset hæftelse i et anpartsselskab? Eller har du andre erhvervsjuridiske problemstillinger er du mere end velkommen til at kontakte os eller booke et gratis online møde

Erhvervsjuridisk rådgiver Thomas Kjær
Thomas Kjær
Erhvervsjurist
Raadgiver.dk ApS
Telefonnummer: +45 71 99 06 10
E-mail: thomas@raadgiver.dk

Har du brug for erhvervsjuridisk rådgivning?

Så udfyld formularen og bliv ringet op for en uforpligtende samtale om dine udfordringer.